Præsentation:
Jeg hedder Thomas og har arbejdet 4 år på TEC's dataretning, primært på hovedforløbet. Før det arbejdede jeg ca. 15 år med specialundervisning for voksne med ordblindhed og andre indlæringsvanskeligheder på AOF Specialhøjskole i Roskilde. Jeg har også været igennem en række praktiske jobs, bl.a. som tekniker i en IT virksomhed der leverede software- og hardwareløsninger til ejendomsmæglere og advokater..
Som nævnt i min synopsis underviser jeg i netværk efter Cisco Networks system. Det er der både fordele og ulemper ved - en fordel er, at der findes oceaner af materialer om emnet - en ulempe (i min optik) er, at Cisco har en meget positivistisk indgangsvinkel til tests og evaluering.
Min undervisning er meget praksisorienteret. Jeg udfordrer eleverne med en høj grad af øvelser og projekter og forsøger at holde teorien til det der er nødvendigt for at få et overblik. Det betyder, at der er en del teori jeg ikke graver lige så dybt ned i som lærebøgerne gør.
En typisk undervisningsdag ser således ud:
- Jeg introducerer eleverne for dagens emne, fx. vlans og trunks ved i overordnede træk at forklare dem pointen med teknologien, hvor ser man teknologien brug i praksis og hvorfor er det en smart måde at løse tingene på den måde. Jeg skøjter let hen over detaljer, med mindre de er helt essentielle for forståelsen, målet er udelukkende at give dem en forforståelse for hvad tingene kan bruges til og hvorfor det er smart. Typisk varer sådan en introduktion omkring 30 minutter, meget gerne kortere.
- Eleverne bliver kastet ud i nogle opgaver hvor de skal afprøve teknologien. Opgaverne kan have større eller mindre grad af instruktion, lige fra "Gør sådan og sådan. Observer at systemet reagerer på følgende måde" til opgaver med en høj grad af selvstændighed.
- Undervejs i løsningen af opgaverne støder eleverne på både praktiske og teoretiske udfordringer, der kan give basis for reflektion eleverne imellem, små puf og hints fra mig eller måske en regulær gang teoriundervisning fra mig hvis problemet er af mere generel karakter.
- Når opgaverne for et givet emne er løst beder jeg eleverne at prøve kræfter med en relevant kapiteltest i Ciscos onlinemateriale. Det er multiple choice tests hvor elever svarer på de spørgsmål de kan, diskuterer de spørgsmål de ikke kan og afleverer blankt på de spørgsmål de ikke kunne finde en løsning på. Testen kvitterer med en score og en anbefaling af hvilke dele af et lærebogskapitel de bør kigge nærmere på.
Problemstilling:
At få gjort tung, amerikansk teori lettere tilgængelig for mine elever. At finde en fremgangsmåde hvor eleverne lærer den nødvendige teori uden at jeg behøver tale dem til døde i timelange powerpoint shows.
En mulighed kunne være brugen af videomateriale. Det kunne fx. være videoer af instruerende eller oplysende karakter som eleverne har mulighed for at se både før, under og efter undervisningen, som et supplement til lærebøger og traditionel klasseundervisning.
No comments:
Post a Comment